Budskaber fra Universet
Fra den 22. august
til og med 11. sept 2018- Vælg et eller flere budskaber.
Vær hilset.
I dag er en særlig dag. I dag kom fuglen og satte sig på min hånd. I
dag fortalte den sit budskab om mennesket, der så gerne ville finde
Fred. I dag lyttede mennesket og i dag tog mennesket det første skridt
ind i friheden. Det første skridt hed Overgivelse. 💚
Kanalisering; 1. dag.
Jeg er Kvinden, der forbinder Himmel og Jord. Jord og Himmel.
Kanalisering; 2. dag.
Jeg er Kvinden, der forbinder Himmel og Jord. Jord og Himmel.
Jeg er havets stemme; vær hilset.
Jeg bukker mig for dig i
ydmyghed over at du formår at stå, at du har vandret gennem åbne sletter
og mørke tunneller uden at vide, hvorhen vejene førte dig. Du har
udvist stor styrke. Træd ud i vandet. Læg dig på ryggen og lad bølgerne
bære dig i tryghed. Jeg er der. Vi er der. Se op på himlen og vid du er
ikke alene.
Lad dig flyde med. At overgive sig er at flyde med og vid at du er ikke alene. Sammenhold er nøglen. At stå skulder ved skulder i cirklen giver styrken til at lade Lyset sejre. 💚
Jeg er Kvinden, der forbinder Himmel og Jord. Jord og Himmel.
Vær hilset. Kanalisering; 3. dag.
Vi kommer til jer som et tegn på den enkelthed, der
findes i alt. Det er Hjertets vej. Når noget er enkelt, så behøver I
ikke stille en masse spørgsmål op til analyse. Enkelthed betyder enkle
og klare svar. Er der kamp, så er det ikke længere enkelt. Det er ikke
længere Hjertets vej. I Kærlighed er der fred. I sindets spil er der
kamp. Hvis I er frustreret og sidder og siger: "Jeg kan ikke hitte rede i
det alt sammen". Så er vores råd at I lægger tingene væk, lad være
at vride en løsning frem gennem analyse og kamp. Lad det ligge. Vend så
tilbage og prøv at se enkeltheden i det. Er der stadig kamp og
uklarhed, så er det næppe tid at tage en beslutning. Lad det ligge til
du mærker klarhed og ser enkeltheden. Ja, det kan tage sin tid. Eller I
kan forkorte denne tid ved at bede om Klarhed. Bed om hjælp og hjælp vil
finde vej i Kærlighed. 💚
Jeg har sagt "JA" til Universet, til at blive trænet i at kanalisere skriftligt, så I har her de sidste dage fået de første 4 budskaber og jeg fortsætter hver dag frem til dag 21. - Jeg har i mange år brugt denne titlen "Jeg er kvinden, der forbinder jord og himmel. himmel og jord". 💚
Kanalisering: 4. dag.
Jeg er Kvinden, der forbinder Himmel og Jord. Jord og Himmel.
Vær hilset.
Hvem er du? Jeg beder dig lægge mærke til, hvad du svarer. De fleste
vil svare med det, de gør. Og så er der dem, der svarer med det, de er.
For I er hver især mere end det I til dagligt præsterer eller ikke
præsterer.
Du er nemlig smuk. Du er kærlig. Du er omsorgsfuld. Du
er vedholdende. Du er frustreret. Du er forvirret. Du er sød. Du er god.
Du er ærlig. Du er utålmodig. Du er tålmodig. Du er påpasselig. Og...
Du er elsket. Du er elsket. Du er elsket. Vrænger du på næsen af disse
udsagn, så har du hermed tilladelse til at give dig selv et blidt klap
over fingrene. For, hvad bilder du dig ind at fnyse af dig selv. Du har
præsteret og været så meget for andre, at du er vokset. Har du gjort så
meget, at du er blevet blind for, at det har givet dig styrke og
fasthed, som en klippe?. Du er en klippe.
Er det bedre? Er det et udsagn, der er nemmere at sluge? Det at du står fast, som en klippe.
Nuvel, nu er du her jo ikke for, at det kun skal være let. Så vi vil
igen påpege meget kærligt, at du er højt elsket, kære barn.
Du
er så mangt og meget, at det helt overskygges af de gøremål, du har i
hverdagen. Og du glemmer. Glemmer, hvorfor du er til. Du glemmer hvorfor
du blev født. Stop op og se. Se ind i dig selv.
Se alle de ting
du er og alle de muligheder for vækst, der ligger indeni og ønsker at
folde sig ud. Du er ikke sat til verden for at redde verden. DU ER SAT I
VERDEN FOR AT VÆRE DIG. Og ønsker du så at gøre godt, at gøre bedre, så
kan det kun være godt for verden.
Men først og fremmest må du nære
dit Lys. Smile til verden. Nej det er ikke kun en gammel floskel. Det er
Sandhed. En sandhed, der føder nye smil og mere tillid. Tillid til at
verden er mere end det, at vi gør. Verden er også det at sidde stille,
intet gøre og græsset gror helt af sig selv.
Netop i det "intet at gøre", her er det, at du samler dig selv op. Her er det, at du giver dig selv en pause, så du kan gå ud i verden med mere energi og kraft. Når du har siddet blot en stund uden at blive provokeret af dine tanker til at gøre noget. Bare gøre noget, siger hovedet, se så har du fanget dét. Dét som nærer dit inderste væsen og giver dig øget mod. Øget styrke. Øget klarhed. Øget tålmodighed. Øget ro. Øget overblik til at tage det næste skridt. "Dét" er intet mindre end at være stille. I dét ER du.
Du ER højt elsket. 💚
I dag er den 5. dag, hvor jeg har æren af at kanalisere budskaber.
Af Mona Lisa Serritslev - Jeg er Kvinden, der forbinder Himmel og Jord. Jord og Himmel.
Vær hilset .
Hvad er det, der gør denne dag i dag og alle andre dage til noget
særligt? Svaret er enkelt. Det skyldes, at du hver dag trækker vejret.
At du hver dag indånder den fælles luft. Du ånder ind og du ånder ud.
Hver dag er en velsignelse om end vi godt kan se, når dine kræfter er få
og din energi har brug for at blive
løftet. Vid at selv på en dårlig dag, der i mørket viser der sig et
lille Lys i form af et smil. En latter. En god, ven der ringer. Et møde
med en venlig kassedame. En skildpadde i et træ. Okay, måske så ikke
lige i et træ. En lidt fjollet ting så, der i hverdagen får et smil
frem, som får dig til at trække vejret lettere blot for et øjeblik. De
øjeblikke findes. Sæt fokus på de øjeblikke. Mærk de øjeblikke. Og du
vil se, at der bliver flere og flere at de øjeblikke, hvor du trækker
vejret helt ned i maven og slipper latteren fri.
Flere af de
øjeblikke, hvor du blot mærker, at du lever. Lever i hver en indånding
og hver en udånding. Vi takker dig for, at du bidrager til at denne dag
er noget særligt. 💚
I dag er 6. dag.
Kanalisering af budskaber af Mona Lisa Serritslev - Jeg er Kvinden, der forbinder Himmel og Jord. Jord og Himmel.
Vær hilset.
Jeg kommer fra devaernes rige og minder dig om den mangfoldighed, som blomstrer i vores verden.
Du er en del af denne verden. Du træder på jorden. Du bor i byen, siger
du. Ja, selv der er der grønne områder, hvor en del af den
mangfoldighed kan blomstre, som vi devaer nærer med vores væsen. Selv
under asfalten ligger, der frø og hviler. Frø, som en dag vil rejse sig
og bryde op igennem asfalten, som tegn på den styrke, du kan finde og
nære dig ved, når du kalder på os. Hvornår har du sidst set på en
blomst? Jeg mener virkelig iagttaget den skønhed en, hvilken, som helst
blomst repræsenterer.
Hvornår har du sidst æret den jord, du bevæger dig rundt på?
Hvornår har du sidst stået helt stille og kigget lige ud i luften? Blot
ladet blikket hvile i det, som er. Mærket det du står på. Sådan vippet
lidt frem og tilbage og mærket at du står fast. Selv uden at have fysisk
kontakt er det muligt, selv fra en kørestol at fornemme, det du står
på.
Dit faste underlag er Moder Jord. Hun er mægtig og kærlig. Hun
er det, som giver liv og ødelæggelse. Hun er den, der puster liv i og
tager liv. Hun er så mægtig, at du kan trække på hendes energi i
Kærlighed og styrke Lyset indeni dig, som en blomst, der folder sig ud.
En god idé vil være, at du fra tid til anden husker på at hente energi og kraft fra Moder Jord. Moder Jord taber ikke energi ved at give og give og give. Det gør mennesket. Mennesket må huske at fylde sig med nektar fra andre kilder end lige mennesker, dyr og ting omkring dem. På den måde hjælper mennesket hinanden og sig selv med at blomstre frem for at tørre ud. 🌻🌻🌻🌻🌻🌻💚
I dag er 7. dagen. 💚
Kanalisering af budskaber af Mona Lisa Serritslev - Jeg er Kvinden, der forbinder Himmel og Jord. Jord og Himmel.
Vær hilset.
I, som kommer langvejs fra vil vide, at det at rejse er et indre skift
fra en tilstand til en anden. I som har begivet jer den lange vej til
denne verden, har selv valgt det. I er her ikke tilfældigt. I er her
netop i en tid, hvor der er kaos over hele jorden og på mange planer.
Det er en tid, der kræver fokus og en stor mængde tillid til at alt er,
som det skal være. I kender udtrykket at fugl Fønix rejser sig af
asken, således ser det i øjeblikket ud til at blive jordens skæbne, at
alt skal stå i flammer for at rejse sig på ny. Vi vil dog sige til jer
at dette er sandt i den forstand, at det er bevidstheden, der må tage et
paradigmeskifte. Et skift i bevidsthed for at forstå at Lyset kun kan
finde vej, når I, som har sagt Ja. Når I, hver især vælger virkelig at
bryde igennem blokeringer af vanetænkning, magelighed og frygt. Da er
der netop mulighed for et kvantespring.
Når I har modet til at lyse ikke kun i de spirituelle og trygge kredse,
men også lyse i mørket, der, hvor det kan være ubehageligt at stå frem
og vise dit sande Selv. Da vil I føle at I har taget syv mile støvlerne
på. Og ikke desto mindre er det jo netop der, at I vil kunne gøre en
forskel. Der, hvor I møder tvivlerne og kan være et eksempel i ydmyghed.
Netop i mørket er det, at man kan se, at fyrtårnet er tændt.
Fat mod og træd ud i verden og vær som et barn igen. 💚
I dag er 8. dagen. 💚
Kanalisering af budskaber af Mona Lisa Serritslev - Jeg er Kvinden, der forbinder Himmel og Jord. Jord og Himmel.
Vær hilset.
I dag på 8. dagen holder vi hviledag. Det er tegnet for uendeligheden.
Det er tegnet for fuldendelse, balance og al tings evighed. Må vi ønske
dig en tid i balance. En tid, hvor du lykkes med det, du har sat i værk.
Mester energien Merlin er en herre værd at tale med, om du ønsker at
sætte fokus på at manifestere i det jordiske. Saint
Germain blev kaldt Europas mirakelmager. Skæv til denne herre og
inviter ham til bords, han vil da, som Jesus forvandle vand til vin.
Hvad ønsker du af hele dit Hjerte at forvandle og bringe ind i dit liv?
Når du kender svaret. Så inviter det ind. Se på det grundigt og lad det
så være i Fred. Mist ikke tålmodigheden. Hav tillid selv på en dårlig
dag. Accepter at du føler, at du ikke er blevet hørt eller du har ventet
længe nok.
Accept af det, som er, med et åbent Hjerte for det gode, som er på vej. 💚
Dag 9 💚
Kanalisering af budskaber af Mona Lisa Serritslev - Jeg er Kvinden, der forbinder Himmel og Jord. Jord og Himmel.
Vær hilset.
Hvad skal du om lidt, når du har læst dette? Hvad skal du i morgen?
Hvilke planer er der for weekenden? Hvem skal du være sammen med? Måske
du ikke har bestemt dig endnu. Er det vigtigt det, du har skrevet i
kalenderen for i næste uge. Måske du ikke fører kalender, men skriver
små sedler.
Jo, det er vigtigt,
siger du. Nuvel, så se i din kalender og læg godt mærke til om du har
skrevet dit navn på en af dagene i ugen. Skrevet det med stort, så det
fylder hele dagen. Måske det blot er dine initialer, du har noteret. Det
er også helt i orden.
Nej, siger du, jeg har ikke skrevet mit navn.
Hm, så er det måske nu, at du skal finde en blyant frem og skrive en
aftale i kalenderen med dig selv. Kun dig, ingen anden og ingen andre
ting. En aftale på fem minutter, en time eller mer.
Hvorfor nu det?
Jo dette er en måde, at værdsætte dig selv på. Det er en måde at
fortælle dig selv, når ingen andre gør det, at du er dybt værdsat. Du er
lige så betydningsfuld, som aftalen med den og dem og de gøremål, du
finder så vigtige, at de skal skrives ned.
Når du har skrevet dit
navn i kalenderen og når til torsdag kl. 16.15 og du ser dit navn. Så
hvil et øjeblik i bogstaverne. Det er dig. Så betydningsfuld er du, at
du er skrevet ind i kalenderen sammen med alle de andre meget vigtige
ting i dit liv.
Du er højt elsket. 💚
10.dagen 💚
Kanalisering af budskaber af Mona Lisa Serritslev - Jeg er Kvinden, der forbinder Himmel og Jord. Jord og Himmel.
Vær hilset
Hvad er Liv? Hvad ville der være uden solen? Hvad ville der være uden
luften, uden vandet, uden dyrene. Uden fuglene. Uden insekterne. Uden
havdyrene. Der ville være fattigt, svarer du. Jo, men ville der være
liv?
Ja, der vil altid være liv.
Liv er det indeni dig. Alt udenom, over og under dig. Det I kalder liv
er i virkeligheden energi, som konstant er i forvandling. Det I kalder
jeres Liv, er hele tiden i forandring. Energi er evigt. Altid i
bevægelse. Se på kroppen, den nedbrydes hele tiden og nyt opstår. Over
nogle år er I ikke længere den form, som i fremstår i lige nu.
Det er muligt, at mennesket kan udrydde hinanden og alt andet på jordens overflade. Men det kan ikke udrydde Liv.
Liv er kilden til godt og ondt. Lad dit liv bære Kærlighedens lys af bevidsthed her på jorden og alt levende vil kunne blomstre rigt. 💚
11.dagen 💚
Kanalisering af budskaber af Mona Lisa Serritslev - Jeg er Kvinden, der forbinder Himmel og Jord. Jord og Himmel.
Vær hilset.
"Gør som bisonen"
Jeg er vinden, der hvisker til dig. Jeg er vinden, der blæser op og
bliver til storm med en hastighed, så kraftfuld at det mest fornuftige
er at søge inden døre og vente til jeg har lagt mig, som I siger.
Sådant er det også med jeres tankeformer. I tænker tanker, der farer af
sted og I lægger knap nok mærke til dem. De er ganske harmløse for
tankerne dukker op og afløses af den næste række. I gør de ting, der
skal gøres uden rigtigt at dvæle ved det, som opstår. Med mindre, det er
tanker som skaber uro. Uro indeni og I er overladt til et stormvejr,
der kan være så overvældende, at I mister fodfæste og vælter. Som et træ
vælter for orkanens kraft.
Forestil dig den mulighed at I, hver især er så kraftfulde, at I kan beskytte jer imod smerten, som tankerne bærer med sig.
At I kan "lukke døren og vente til stormen har lagt sig". Det er muligt
at lade tankerne drive forbi, som skyer på himlen. Stille og roligt
blot iagttage at de driver forbi, uden at I griber fat i dem og koger
suppe på hver en elendighed, der måtte dukke op fra fortiden. Eller,
dvæle ved bekymringerne for fremtiden, som slet ikke er sket endnu.
Det er muligt, at lade orkanen rase og slippe det I holder så
krampagtigt fast i. Tankerne kan kun forblive mægtige, så længe I giver
dem lov. Så længe I stadig føler, det er trygt, fordi det er så
velkendt, også selv om det er de tanker, der fratager dig Glæden, Ro og
Tryghed.
Hvornår er du træt. Virkelig træt af at høre på disse
tankestrømme? Træt af at høre din indre stemme spille offer-rollen, og
synge den samme sang igen og igen.
Hvornår er du så træt, led og
ked af at fodre de samme begrænsede tankemønstre, der driver dig til
randen af modløshed, opgivenhed og som gang på gang sender dig til
tælling ?
Du kan sige stop lige nu. Stop, nok er nok. Du kan gøre som bisonen, hvilket er ret unikt. Når den vejrer storm, løber den ikke væk. Den vender sig, løber direkte imod stormen og dermed er den hurtigere igennem trængslerne.
Lige nu kan du tage det valg. Lige nu kan du tage ansvar. Svar for dit eget liv, dine egne tanker og tag dit mesterskab på dig. Rejs dig i al din kraft og løb side om side med bisonen. Det vil hurtigere mindske din smerte og du vil finde Fred. 💚
12.dagen 💚
Kanalisering af budskaber af Mona Lisa Serritslev - Jeg er Kvinden, der forbinder Himmel og Jord. Jord og Himmel.
Vær hilset.
Dagens løsen er: "Jeg er præcis, som jeg skal være"
Ja. Du er præcis, som du skal være. Slå vingerne ud og smid alle de
gamle overbevisninger væk, der begrænser dig og dine drømme. Du er
præcis, som du skal være. Du er nok. Du behøver ikke bruge flere år på
at blive en bedre udgave af dig selv ved f.eks. at gå i terapi. Du er
præcis, som du skal være. Elskelig. Fremragende. Fri. Værd at være
sammen med. Du er højt elsket. 💚
13.dagen 💚
Kanalisering af budskaber af Mona Lisa Serritslev - Jeg er Kvinden, der forbinder Himmel og Jord. Jord og Himmel.
Vær hilset.
Jeg står med sværdet ved min side parat til at skære væk de bånd og
forbindelser over, som ikke længere tjener dig og mig. Jeg er en øvet
mester ud i kampkunst. Igennem mange inkarnationer har jeg stået i
spidsen for Lys-hære. De kampe, der blev kæmpet var i det indre, som i
det ydre. I dag tjener jeg det enkelte menneske, der ønsker at gå frem
ad imod Lyset. Jeg følges med dem, som allerede betræder vejen. Jeg er
den, du kalder på, når livet bliver for indviklet. Jeg er den, der står
ved din side, når tårerne løber i afsked med et menneske, som har valgt
en anden vej end at følges. Jeg er den, der bærer rustningen for at
kunne bøje af for de hårdeste slag, som støder dig her i livet. Jeg står
ved din side, når modet fejler. Jeg er den, der griber dig, når dine
ben falder sammen under dig. Jeg er den, der bærer dig, når du er blevet
såret. Jeg er den, der healer dig, imens du læges. Jeg er tjener og
herre. Jeg er kriger. Du kender mig bedst som Regnbuekrigeren, der
danner bro imellem verdener. Jeg bøjer mig for dig, thi du fortjener den
dybeste respekt for dit mod.
Jeg er dig og du er mig. 💚
Dag 14 💚
Kanalisering af budskaber af Mona Lisa Serritslev - Jeg er Kvinden, der forbinder Himmel og Jord. Jord og Himmel.
Vær hilset.
Få lidt lethed ind i dit liv. Du er til tider så alvorlig. Grin noget
mere. Opsøg de ting, der gør dig let om hjertet. Hvornår har du sidst
gjort noget, blot fordi det skulle være en gave til dig selv? Ikke
fordi; "at nu passede det lige ind, at du lagde vejen forbi og så kunne
du lige så godt".
Nej. Hvornår satte
du dig beslutsomt ned og gav dig selv fri til at gøre noget for dig
selv. Eller bare gav dig selv lov til at glo ud i luften uden at lave
noget. Jamen, det gør jeg da så tit. Godt så, gør det noget mere. Løft
din energi ind i højere vibrationer ved at dit hjerte er glad. Når dit
hjerte er glad, så smitter din glæde af på alt indeni dig og udenom dig.
Føler du dig tung og energiforladt, så bed om hjælp til at byde
Letheden ind. Letheden og Glæden går hånd i hånd. Og sammen hjælper de
mennesket med at løfte energien. Tag et par små dansetrin med fingrene.
Lad fingrene spille piano henover bordet. Det er fjollet, tænker du. Ja,
lidt, men det er også anderledes i den forstand, at det er lang tid
siden, du har leget med dine fingre. Se godt på dem. Det er dem, der er
en del af din hånd. En hånd, der rækker ud mod verden. Eller en hånd,
der knuger sig sammen. En hånd, der griber Glæden eller holder sorgen og
tristheden fast.
Det er dit valg, hvordan du vil gå vejen. 💚
Dag 15 💚
Kanalisering af budskaber af Mona Lisa Serritslev - Jeg er Kvinden, der forbinder Himmel og Jord. Jord og Himmel.
Vær hilset.
Jeg står på engen. Jeg står i skoven. Jeg synger ved floden. Jeg
tilhører det folk, som lever blandt dyrene i skove, på sletter, i
bjergene, ved åer, søer og bække. Jeg lever på landjorden og er usynlig
for de flestes blikke. Du kan med dit hjerte forbinde dig med mig. Luk
øjnene og jeg er der. Du kan se mig, når du bruger dit indre blik og lader
dét transformere åndeligt stof til fast stof. Nogle kalder mig den
grønne mand. Ham, der visker dig i øret, at det er tid at gå en tur i
skoven eller sætte dig udenfor i græsset. Eller blot åbne døren og
trække frisk luft. Trække vejret dybt og mærke aften kulden. Mærke
morgenluften.
Jeg foreslår dig en tur i skoven, sæt dig i haven
eller gå tur i parken. Forbind dig i tankerne med træerne og kald på
mig. Bed om det og du vil få. Jeg ønsker for dig, at du må få fornyet
energi - Også selv om alt indeni er kaos. Når vi er sammen, så vil du
mærke mere ro og dine tanker virke mindre overvældende.
Læn dig op
ad træerne og du vil mærke den kraft, der forplanter sig fra dem til
dig. Dans i græsset under træerne. Svøb dig i grønt. Træk vejret dybt.
Ånd ud og slip det, som ikke længere tjener det gode liv. 💚
16. dag 💚
Kanalisering af budskaber af Mona Lisa Serritslev - Jeg er Kvinden, der forbinder Himmel og Jord. Jord og Himmel.
Vær hilset.
.................................................................................................................................................................................... I aften er
der ikke noget at sige. I aften minder vi blot om, at det er i orden,
at du ikke altid har noget at sige. At du ikke har lyst til at tale
eller snakke med nogen. For der er ingen ord. Når du har det sådant. Vis
dig selv respekt og tag en pause. De som vil snakke skal nok finde
nogen, der vil lytte. Og, hvis ikke så giver du også dem en chance for
at være en stund med sig selv, alene.
Dag 17 💚
Kanalisering af budskaber af Mona Lisa Serritslev - Jeg er Kvinden, der forbinder Himmel og Jord. Jord og Himmel.
Vær hilset.
Vi går lige til værket. Den mesterenergi, som du bisidder kan du vælge
at forklejne, ignorere, lægge ned i en skuffe og smække den i, da den
fordrer al for mange forandringer, som du egentlig slet ikke har lyst
til. Eller du kan sige JA tak. Jeg er parat. Jeg er parat til at folde
mit fulde potentiale ud. At realisere ens Mesterenergi har fra tid til anden været, som at gå eller krybe gennem helvede og tilbage igen. Vi anerkender jeres store mod.
For de af jer, der oplever at have sagt "Ja", da er tiden ved at løbe
ud for den "gamle" levevis i den forstand, at I ikke længere kan skjule
jer. I fordres til at vise jeres kraft i Kærlighed. Lyset, der brænder
indeni lader sig ikke slukke. Du ved det og spørger, men, hvad er da min
nye rolle? Din rolle er Bevidsthed. En bevidst tilgang til Livet, hvor
evnen der er blevet forfinet gennem årene nu træder i karakter og
udmønter sig i mere og mere at tale med og tale fra Hjertet.
Du vil opleve, at "Vi" ikke længere er adskilt i den forstand, at der er dig og der er os. Vi forener os mere og mere og du vil oftere mærke vores tilstedeværelse i dit daglige virke. Når du går tur, når du handler ind. Når du møder naboen i samtale. I dit arbejde og i sociale sammenhænge er vi med i hele dit liv, "Vi" er blevet til "Os".
Du
vil kunne mærke, vi er til stede indeni. Indeni, ja, vil i begyndelsen
føles, som at vi er 2, der styrer rattet i bilen. Det er kun en følelse,
indtil du har vænnet dig til den naturlige tilstand det er, at Hjertet
samarbejder med selv'et.
Nej, "du" er ikke blevet sat ud af spil,
tværtimod har du givet dig selv fri. Du har sat dig selv fri og
overgivet dig til dit højeste gode. I Tillid til, at du har modet til at
stå fuldt og helt i din egen Kraft og Styrke uden ego'ets dramaer og
begrænsninger. Ego'et der gennem din opvækst og efterfølgende år har
fået den vane at finde mest tryghed sammen med Ha Satan også kaldet
Modstanderen indeni dig.
Dét har nu nået sin afslutning, dog,
taget højde for lidt tilbagefald i ny og næ, og det er okay, efter
sigende er I jo kun mennesker. Jo, jo, vi har ikke glemt.., så dette er
sagt med et glimt i øjet.
Vi takker jer, hver især og til alle tider. Det er tid. I er parat og vi glæder os inderligt til at samarbejde med, hver enkelt af jer. 💚
Dag 18 💚
Kanalisering af budskaber af Mona Lisa Serritslev - Jeg er Kvinden, der forbinder Himmel og Jord. Jord og Himmel.
Vær hilset.
Vores instrument er træt i aften og har svært ved at koncentrere sig,
da hun mærker at hendes tilværelse, som hun har kendt igennem mange år
står foran et opbrud. I det fysiske har de første ting manifesteret sig
og andre store forandringer i hendes liv ligger lige for. Der er opbrud
indeni helt ned på celleplan. Og det føles overvældende udmattende
lige nu her i aften. I morgen er det skyllet igennem og hun er frisk
igen. Og det er kun godt for, hvad der var en tom kalender for ugen, der
kommer, for bare 2 dage siden, er ved at blive fyldt med gøremål og
aftaler.
Andre kan nikke genkendende til dette og her er det blot at
overgive sig. Gå tidligt i seng. Drop den film på skærmen og få hvilet
ud.
Selv i astrologisk øjemed ses tydeligt de forandringer, der
kalder på din samarbejdsvillighed. Lad være at stritte imod
forandringerne, selv om det kan være angstfremkaldende ikke at vide,
hvor du er på vej hen. Ting, som du har vænnet dig til, er nemlig ved at
skifte kulør.
Alt er præcis, som det skal være. 💚
19. dagen 💚
Kanalisering af budskaber af Mona Lisa Serritslev - Jeg er Kvinden, der forbinder Himmel og Jord. Jord og Himmel.
Vær hilset.
Vi er tre, der står foran dig, vi er fortid, nutid og fremtid. Vi er
adskilt og samtid ét. Vi hjælper hinanden med at bane vej for
erkendelsen af, at du intet ved og alligevel så ved du alt, der behøves
lige nu, for at du kan leve helt i Ånden.
Tid er i jeres bevidsthed lineær og set fra vores side da eksisterer alt lige nu. I jeres sprog kaldes det et vertikalt udsyn.
Bag os er et slot med et højt spir. Dette spir har stået der i
årtusinder. Engang blev det bygget, som et udtryk for den skaberkraft,
der er inde i, hver af jer. Det var et menneske, der fik en idé og flere
mennesker, der byggede det op.
Du er lige så mægtig. Du kan med
dine tanker rejse et tårn og du kan med dine tanker bryde det ned. Hvad
mener vi nu med det? Jo, vi ser, hvordan mennesker, hver dag bygger
idéer og drømmer om et bedre liv. For efter en halv time at smadre disse
smukke tanker. Smadrer dem i en tro på, at det kun er for andre at have
et godt liv. At det kun er for andre at indfri disse ønsker. I banker
løs, med en murhammer. De smukke huse med tårne helt op i himmelen
bliver lagt ned.
Det, I gør, er, at slå på jer selv. I fortæller
jer selv, at I er ikke værdige. At I er ikke dygtige nok. I har ikke
fortjent at tage på en ferie og rejse til drømmeland, hvor i verden det
nu ligger, lige netop for dig. Er det Thisted eller Flauenskjold? Måske
det ligger i udlandet.
Det der er vigtigt, er at du holder op med
at slå dig selv i hovedet og fortælle dig selv, at du skal yde noget
mere. Og mere. Stop med at fortælle dig selv, at du skal gøre sådan og
sådan og hvis du hopper 10 skridt frem og 5 tilbage, snurrer 2 gange
rundt om dig selv og kysser dit spejlbillede 3 gange om dagen, som tegn
på, at du elsker dig selv. SÅ vil det lykkes. SÅ har du gjort noget. SÅ
har du gjort noget, så du fortjener det. "For efter alt, hvad jeg har
gjort, så belønner Gud mig sikkert med opfyldelsen af mine ønsker."
Stop. Stop med at tro, at du skal gøre noget "særligt" for, at du kan
få et lettere liv. Et sjovere liv. Alt du behøver er, at blive klar på
det, du ønsker. Give dig selv tilladelse til at modtage uden
anstrengelse.
Det er intentionens kraft, der bygger tårne på drømmeslottet, der når helt op i himlen. 💚
Dag 20 💚
Kanalisering af budskaber af Mona Lisa Serritslev - Jeg er Kvinden, der forbinder Himmel og Jord. Jord og Himmel.
Vær hilset.
Hvad var det, der skete i dag og har det betydning for i morgen? Har
det du foretog dig i sidste uge betydning for i dag? Måske har det
betydning, måske ikke. Det, der har betydning er det, du giver
betydning. Det, du vælger, der er vigtigt får magt. Hvad de andre
fortæller dig, du skal gøre eller tænke har kun magt, om du tillader
det. Så alt i alt er dit liv, dine
tanker og dine handlinger helt og holdent dit. Det er dit ansvar. Det er
dig, der svarer for, hvad som er vigtigt. An-svar, du svarer verden
igen og på, hvilken måde du gør det er helt op til dig. Du kan blive
vred, frustreret, du kan vælge at være i fred med at livet spænder ben
eller du kan vælge at svare verden igen med oprejst pande og med sværdet
i hånden skære det væk, som står i vejen for, at du er lykkelig.
Dermed undgår du at havne i offer-rollen eller martyr-rollen, der lidet
klæder dig. Dog vi ved, at man kan føle en stor tilfredsstillelse ved at
lægge ansvaret fra sig.
Ansvar kan synes så tungt. Det er i
virkeligheden ret smukt for det vidner om, at du står inde for dig selv,
det du siger, og det du udretter. Du svarer verden igen med Kærlighed,
autenticitet og mod, som Jeanne d'Arc. Ikke at du skal brænde igen på
bålet for din Sandhed. Den tid er ovre. Du skal finde din kraft frem,
dit temperament og din Glæde. På den måde vil ingen igen kunne
overskride dine grænser eller vælte dig omkuld.
Verden er parat til at tage imod dit Lys, din Styrke, din Sårbarhed. Du er Betydningsfuld.
Dag 21 💚
Kanalisering af budskaber af Mona Lisa Serritslev - Jeg er Kvinden, der forbinder Himmel og Jord. Jord og Himmel.
Vær hilset.
Vi er flere, der har talt de sidste 21 dage. Og sådan vil det
fortsætte, når lejlighed byder sig. Hvad vores instrument allerede har
registreret, er, at dette har været en øvelse i at lytte, men også en
måde at indføre disciplin i hendes hverdag. Vi kan ikke samtale med
mindre, der afsættes tid og opmærksomhed og dette gælder for alle.
Opmærksomhed gælder i alle livets sammenhænge. Det sætter standarden
for, hvor meget du er til stede i Livet. Hvor meget du er til stede i
nærværet med andre mennesker. Og med os. Vi er der hele tiden og du kan
lære eller udbygge din kontakt med os. Det handler om tillid og at sætte
dig selv til side. Kort sagt, at overgive dig til det, som er, inden
din indre dommer får sat sig godt til rette i tronstolen.
Den indre
dommer som bedømmer dine handlinger, dine tanker ved at forkaste eller
godtage det som er. Se den dommer er ikke altid så hensigtsmæssig at
have siddende med førertrøjen på. Det bliver hurtigt til en bedømmelse
af om det du gør eller ER, som menneske, nu også er godt nok. Og præcis
dette hele tiden at være til eksamen kan være så umådeligt udmattende.
Distraherende. Nedbrydende. Og kvæler langsomt din lette energi.
Du kender det også udenfor dig selv. Du kender det fra mennesker, der igen og igen stiller spørgsmålstegn ved, om det du gør og det du siger, nu også er godt nok. Lær at have tillid til din indre stemme. Bliver du i tvivl om, hvem som taler. Så spørg. Bed om at du kan skelne dit ego, altså dommeren fra dit højeste selv. Og flyt dig fra mennesker, som på en "godhjertet" facon, blot ønsker at "hjælpe" dig, ved at nedgøre dig, ved at få dig til at tvivle.
Vælg at lægge din opmærksomhed hos
mennesker, der ser dit værd, anerkender og udviser respekt for det du
er. Vi ved det allerede. Du er dybt værdsat.
Vær velsignet hver og en. Må jeres liv være fyldt med Kærlighed og undren som det lille barn, der begejstres over livets magi. 💚